Økologi er oplagt, når kun det bedste er godt nok til dit barn. Men du vil opleve at skulle lede mange steder efter de relevante oplysninger, og du skal bruge meget tid på det. På Økobaby kan du finde de informationer, du har behov for – hurtigt og effektivt.
Du behøver kun denne hjemmeside for at få et overblik over, hvor du kan finde mere information. Du slipper for at spilde tid på andre hjemmesider, som har en masse information, du ikke har brug for.
Historien bag Økobaby
Da jeg var på barsel med min lille pige, brugte jeg meget tid på at søge på nettet om børn, miljø og sundhed. Det slog mig, hvor forvirrende det hele var. Især når jeg søgte efter økologiske alternativer til alle de ”normale” tilbud. Jeg stødte tit ind i usaglige, moraliserende artikler, som jeg ikke havde behov for at læse.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde dette problem. Økologi er nemlig på vej ind i børnefamilierne. Økologi er ikke længere halm i træskoene, men et godt tilbud til den moderne, miljøbevidste familie.
Jeg havde behov for én hjemmeside, hvor jeg nemt kunne finde det, jeg ledte efter. Der skulle være klare oversigter og links til gode undersøgelser – uden nogen løftede pegefingre.
Derfor har jeg lavet Økobaby.
Økobabys ophav
Økobaby er en del af mit speciale fra Københavns Universitet. Jeg hedder Anne Kosack Laisen og er cand.mag. i dansk med speciale i sproglig rådgivning. Læs mit speciale her.
Til de sprogligt interesserede
Ordet ”økobaby” (registreret første gang i 1999) betyder ifølge Dansk Sprognævn: 'baby der iklædes økologisk fremstillet tøj, har økologisk fremstillet legetøj, får økologisk mad osv.'
”Mit fokus er vendt totalt, siden vi fik Therese. Jeg er bare så glad for, at vi kan give hende en sund bolig. Hun er en rigtig økobaby blandt de mange andre børn her.” (Citat fra Politiken den 16. august 2003)
Fra Dansk Sprognævn
Forbehold
Økobaby er et fritidsprojekt. Jeg tager derfor forbehold over for fejlagtige eller forældede oplysninger.