Færdiglavet babymad får dumpekarakter

 
I november 2006 testede TÆNK 26 forskellige slags pulvergrød. Resultatet var deprimerende: alle 26 dumpede. Pulvergrød indeholder enten for lidt fedt eller for meget sukker. Børn risikerer at blive underernærede og at få smag for det søde, så de ikke vil spise andet.
Og så er det dyrt!

TÆNKs test af babygrød (kræver abonnement)

  

For meget sukker

Man kan ikke altid se på pakken, at der er sukker i pulvergrøden. Der står nemlig fx laktose, frugtsukker eller maltodextrin - og det er jo ikke alle forældre, der tager fremmedordbogen med på indkøb. Uanset hvilken slags sødemiddel der er brugt, virker det fysiologisk som andet sukker: De øvrige næringsstoffer bliver udtyndet.

For lidt fedt

Fedt er meget vigtigt i babymad, da små børn har brug for masser af fedt for at udvikle sig. Nogle små børn bliver hurtigt trætte af at spise. De når ikke at få nok energi til at vokse, hvis det eneste, de får, er pulvergrød med for lidt fedt. Så risikerer de at blive underernærede. 

Unødvendig aroma 

De fleste slags pulvergrød er tilsat aromastoffer, f.eks. vanille. Så smager grøden af vanille i stedet for grød. Hollandske undersøgelser viser, at børn, der har spist meget af den slags grød, senere foretrækker sød mad. De bliver tit kræsne, fordi de ikke kan lide andre smagsvarianter. Desuden ved vi endnu ikke, om aromastoffer er skadelige for kroppen på længere sigt.

Dårligt for mundmotorikken

Pulvergrød er næsten altid så tynd, at barnet kan synke den uden at tygge. Men når barnet er 8 måneder, er det vigtigt at give det mad, der skal tygges. Ellers får barnet ikke trænet mundmotorikken og får sværere ved at lære at tale.

Dyrt!

Prisen på 1 kg. pulvergrød er ca. 100 kroner. Det er temmelig meget, når indholdet kun består af mel, sukker, vitaminer og aromastoffer. Til sammenligning kan du købe et kg. almindelig mel, fx hirse eller majs, til ca. 20 kroner pr. kg.

 

Resultaterne

22 af de 26 slags pulvergrød indeholder sukker. De 4, der ikke indeholder sukker, er:

  • Holle Økologisk Fuldkornsgrød
  • Holle Økologisk Hirsegrød
  • Holle Økologisk Risgrød
  • Holle Økologisk Speltgrød

Disse 4 indeholder til gengæld for lidt fedt. Det problem kan du dog selv løse ved at tilsætte en teskefuld fedtstof i hver portion grød

Kun 2 indeholder nok fedt:

  • Nestlé Müsligrød æble-passionsfrugt
  • HIPP Økologisk fuldkornsgrød med havre og æble (udgået)

Men de var til gengæld blandt dem, der indeholdt for meget sukker.

 

TÆNKs test af babygrød (kræver abonnement)

Læs mere om mad til småbørn